Cøliaki er en sygdom i tarmen, hvor fimrehårene i slimhinden bliver nedbrudt af glutenprotein. Det betyder, at kroppen ikke kan optage næringsstoffer og vitaminer optimalt og på lang sigt kan man i værste fald få knogleskørhed og tarmkræft!
Når der ikke indtages gluten heles tarmen;-) Men selv små mængder gluten i f.eks. slik, kan ødelægge tarmen på ny og det kan tage flere måneder at genopbygge tarmen ved at undgå gluten. Derfor er det vigtigt at overholde en glutenfri diæt.
Sofies historie:
Sofie var konstant træt og havde mavepine. Hun havde ikke energi til at lege med nogle særlig tit og blev også hurtig sur og ked af det. Hvis søskende havde legekammerater med hjemme, kunne Sofie blive ked af det, fordi der var for fyldt i huset. Hun havde intet overskud. Vi havde flere gange talt om, at det ikke var almindeligt for en 7-8 årig pige, men tænkte alligevel, at hun var en pige, der bare ikke havde så meget overskud og energi som andre børn.
I 2. klasse var hun ved læge med mavepinen og trætheden, men lægen konkluderede, at hun var en fin pige, der e.v.t. havde det lidt svært med kammeraterne engang imellem! Det var egentlig ikke vores oplevelse. Vi fik et afføringsskema, som vi skulle udfylde, for det var næste skridt, hvis det kunne vise sig at være andet end mismod. I vores til tider travle familie blev det lagt hen på en hylde og glemt. Men mavepinen var der stadig og vi spurgte Sofie om hun var glad for skolen og vennerne. Det var hun! Og alligevel tænkte vi, om det bare var noget hun fandt på.. På daværende tidspunkt havde vi ingen anelse om symptomer på cøliaki, og at ændret afføring kan være et tegn.
Først da en af mine veninder, som netop havde fået konstateret cøliaki, fortalte om symptomer der mindede om Sofies, tog vi igen til lægen og bad om at få taget blodprøver for vitaminer, mineraler og cøliaki.
Blodprøven ift. glutenintollerens viste sig at være forhøjet og vi blev videresendt til Skejby til et udredningsforløb.
I mellemtiden var det blevet sommerferie og vi havde i et par uger undgået gluten i Sofies kost, hvilket førte til en bedring i Sofies humør og energi;-) Men der skulle tages en ny blodprøve, så Sofie skulle spise gluten i sommerferien. Det betød at ugen i Sverige bød på humørsvingninger og mavepine værre end ellers(da kroppen lige havde vænnet sig til glutenfri kost).
På Skejby talte vi med en diætist og fik for første gang lidt indblik i den nye verden uden hvede, byg, rug, spelt, emmer mm.
Så var det i gang med at søge på nettet, melde sig ind i Cøliakiforeningen, købe kogebøger og nærstudere alle varedeklarationer på mad og slik samt søge tilskud til den dyre kost.
Allerede efter et par uger på glutenfri kost var Sofie i meget bedre humør, havde mere energi og ingen mavepine;-) Og i skrivende stund her fire måneder senere, er billedet det samme. Vi har fået vores glade pige igen, som nu gerne vil lege med klassekammerater og bryde med lillebror om aftenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar